Undervisning

Eleverne undervises i alle folkeskolens fag og fagområder. Vi følger folkeskolens fælles mål. Skoleåret planlægges, så det afspejler vores profil.

I planlægningen lægger vi vægt på at skabe en sammenhængende skoledag med få fag- og lærerskift, som  skaber den ro og tid til fordybelse,  som er forudsætningen for at idéudvikling, engagement og fantasi kan udfolde sig – og læring kan finde sted. Vi formidler løbende undervisningen på Instagram og Facebook.

Eleverne undervises i  grupper. Da grupperne består af flere klassetrin, tilpasses undervisningen både de enkelte klasser  og den enkelte elev. Det er vores erfaring, at relationerne på tværs af aldre og klasser også styrkes gennem det faglige fællesskab. Hver gruppe har tilknyttet en gruppelærer, som varetager den daglige kontakt mellem skole og hjem. 

Udskolingselever præsenterer deres naturfagsprojekt for de yngre elever
Skolens støtteforening har doneret solceller til projektet

Billedkunst og musik er på skemaet for alle elever fra  0.-9. klasse. At udtrykke sig gennem musik og billeder er naturligt for alle børn.  På Djursland Lilleskole ser vi arbejdet med det skabende som et afsæt for alle  læringsprocesser.

Portrætforløb i udskolingen. Fra 2021 er billedkunst et obligatorisk eksamensfag

Om efteråret testes alle elever i  dansk og matematik før den årlige skole/hjem samtale. Ordblindetests varetages af skolens speciallærer. Støtte til elever med læsevanskeligheder eller andre udfordringer varetages af skolens speciallærer eller af faglærerne alt efter behovet, og i  samarbejde med PPR.

Eleverne skal dagligt medbringe  computer eller tablet til undervisningen. I SFO og frikvarterer bruger eleverne ikke skærme, og skolen er helt mobilfri. 

Udskoling

Vi fører til eksamen i Folkeskolens Afgangsprøver. Dette gælder alle fag, bortset fra historie og kristendomskundskab. Fra 2021 er billedkunst eksamensfag og afsluttes  efter 8. klasse.  Der gives standpunktskarakterer i 8. og 9. klasse to gange om året. Brobygning til ungdomsuddannelserne og praktik finder sted i 8. klasse.

Den årlige rejse  for 7.-9. klasse veksler mellem en lokal, en national og en international tur. I årenes løb er turene gået til bl.a København, Læsø, Berlin og Island. Rejserne finansieres af en opsparingsordning, som man indbetaler til månedligt sammen med skolepengene.

Skolemad

Vi har har valgt at eleverne får mad på skolen  og spiser sammen med lærerne.  To dage om ugen får vi varm mad fra Smag i Ebeltoft og de andre dage får vi kold mad, som laves klar i vores eget køkken. Det består af hjemmebagt rugbrød med pålæg, ost, pesto, hummus og grøntsager.

Måltidet har til formål at styrke fællesskabet. Eleverne får  fælles smagsoplevelser,  smager på nye retter,  lærer at dele  – og at vise hensyn og rydde op efter sig selv. Udover frokostmåltidet serveres dagligt frugt om formiddagen og  et lille måltid igen om eftermiddagen. I forbindelse med frokosten er der en god lang pause, som alle tilbringer udenfor.

Illustration af Signe Kjær, forælder.

Skole/hjem samarbejde

Et tæt samarbejde mellem skole og hjem er altafgørende for den gode skoleoplevelse og for barnets trivsel i længden. Det er derfor vigtigt, at samarbejdet foregår i gensidig respekt. Dette fordrer en løbende dialog og deltagelse i skolens aktiviteter og arrangementer. Skolens intra er en platform, hvor skolen kommunikerer med hjemmet. Dette gælder både skoleledelse, bestyrelse og ansatte. Det er derfor vigtigt, at man som forælder følger med her.

Samarbejdet indeholder derudover forældremøder, skole/hjem-samtaler, generalforsamlinger samt naturligvis den individuelle og direkte kontakt til gruppelæreren, der måtte være behov for. Gruppelæreren er ansvarlig for at have overblik over, om  den enkelte elev er i trivsel og den samlede gruppe er i en positiv udvikling.  Det er derfor vigtigt, at man som forælder går i dialog med  gruppelærerne, hvis man oplever mistrivsel og konflikter hos egne eller andres børn.

Som forælder på Djursland Lilleskole skal  man opfatte sig som en uundværlig del af et fællesskab. Dette indebærer, at man arbejder loyalt for skolens udvikling, og at man bidrager til at styrke gode relationer både mellem børnene og de voksne. Vi forventer følgende af forældre på Djursland Lilleskole >>